Kronprins Frederik er i disse timer på vej til Grønland fra Keflavik med en chartret Air Greenland Twin Otter. Destinationen er Konstabel Pynt, hvor flyet skal tage brændstof på. Og så går turen videre til Danmarks ekspeditionen, der for øjeblikket befinder sig i Nordøst Grønland.
Kronprinsen skulle efter planen være ankommet med det almindelige rutefly til Kangerlussuaq tidligere på dagen. Herfra skulle turen så være gået med Twin Otteren ud til ekspeditionen.
Men skiene, som er nødvendige for at flyet kan lande på sneen ved ekspeditionen, viste sig at være i uorden. Derfor har Air Greenland lånt ski i Island, og samlede altså i stedet Kronprinsen og hans følge op i Keflavik.
Kronprins Frederik kommer til Grønland for at deltage i Danmarks Radios TV-projekt om Danmarks Ekspeditionen. Det var den ekspedition som journalisten og forfatteren Ludvig Mylius-Erichsen var anfører for i årene 1906-08. Mylius-Erichsen omkom undervejs.
DRs kamerahold, og fem hundeslæder ført af grønlandske fangere, er godt i gang med projektet. Holdets tur er på i alt 900 kilometer. Kronprinsen tager dog allerede tilbage til Danmark på mandag.