Sagerne hober sig op på kredsdommerens kontor i Nanortalik. Kontoret står nemlig tomt, og har gjort det i lang tid.
Nanortalik har gennem længere tid delt kredsdommer med Narsaq og Qaqortoq, og det efterlader blandt andet Socialudvalget i en trist situation, fortæller udvalgsformand, Kristine Raahauge:
- Når der er misbrug af børn, så står vi med et stort problem. For vi har ingen kredsdommer her i kommunen. Det betyder at de folk der har begået forbrydelsen ikke kan blive dømt i øjeblikket. Så det er faktisk en meget kedelig situation vi er i.
Kristine Raahauge siger at de nogle gange er nødt til at adskille familier, fordi der ikke er en dommer til at dømme forbryderne i eksempelvis incestsager.
Ofte står de sociale myndigheder derfor uden ret mange handlemuligheder og kan ikke varetage børnenes tarv, som de skal.
Kredsdommer Kista Lynge Høegh fra Narsaq oplyser, at hun har været sygemeldt siden januar. Men i næste uge tager hun og en sekretær til Nanortalik i tre uger for at komme til bunds i sags-bunkerne. Til daglig har Nanortalik en sættedommer, der tager sig af sagsbehandlingen men han ikke nå det hele.
At kredsdommeren kommer i næste uge, løser dog ikke problemerne i kommunen. For til sommer rejser Kista Lynge Høegh til Nuuk og så står Sydgrønland helt uden en Kredsdommer.