En kvindelig magister måtte tage tilbage til Danmark, da hun ikke kunne få den boligtype, hun var blevet lovet af Nukissiorfiit. Nu kræver hun erstatning for hjemrejseudgifterne i Landsretten
- Kvinden blev i ansættelsessamtalen lovet en femrums bolig på en bestemt placering i byen, fortæller magisterens advokat Jens Paulsen.
Og dermed skulle alt være godt, især i betragtning af, at reglerne på det tidspunkt sikrer magisteren og hendes familie boligen. Derfor pakker de, og rejser mod Grønland, hvor de bor vakant i et år.
Men i den tid hvor hun bor vakant, bliver reglerne ændret, så hun kun har ret til en firerumsbolig. Det påtaler både hun og Nukissiorfiit overfor Hjemmestyret og Ini A/s.
Ini A/S vil dog ikke give sig i tovtrækningen, og til sidst må Nukissiorfiit kaste håndklædet i ringen. De meddeler magisteren, at hun ikke kan få andet end en firerums bolig. Og det får den kvindelige magister til at opgive ansættelsen og flytte til Danmark igen, med henvisning til at hendes kontrakt ikke er overholdt.
- Spørgsmålet er så om hun har ret til at rejse hjem på det her grundlag. Altså er betingelserne bristede, så hun ikke selv skal dække de tres tusind hun har i udgifter til hjemrejsen. Så nu har vi udtaget stævning mod Nukissiorfiit, og så må vi jo se hvad der sker, siger advokat Jens Paulsen.
Han vil køre sin sag på, om det er rimeligt at Hjemmestyret ændrer aftalerne med tilbagevirkende kraft, så det kommer ansatte til skade. Samtidig vil han henvise til den indgåede aftale med Nukissiorfiit, hvor den kvindelige magister blev lovet en fem rums bolig.
Advokaten mener Nukissiorfiit skulle have stillet en bolig af den størrelse til rådighed, uanset om de kunne skaffe den via Ini eller skulle have været ude på det private boligmarked.
Nukissiorfiit ville i dag ikke udtale sig om sagen. Hvis det ikke lykkes at få erstatning for hjemrejse gennem forlig, vil sagen skulle afgøres i Landsretten, oplyser advokat Jens Paulsen.