For en uge siden lukkede Royal Greenland fabrikken i Ilulissat ned for produktionen af hellefisk og sendte 50 medarbejdere hjem på ubestemt tid.
Årsagen var, at den rørledning, der skulle lede fiskeaffaldet ud af Ilulissats snævre og lukkede havne bassin, var gået i stykker. Miljødirektoratet og kommunen, som er den lokale miljømyndighed krævede handling – ikke mindst hvis fabrikken ville gøre sig forhåbninger om en fornyelse af miljøgodkendelsen næste år.
Men nu er rørledningen repareret, oplyser fabriksleder Sharhriar Bordbar, men det får ikke lige umiddelbart effekt i form af genansættelse af de 50 hjemsendte fabriksarbejdere.
- Indtil videre fortsætter vi med at fryse hellefiskene ned og så er der ikke arbejde til dem. Det kan lige umiddelbart lyde dramatisk, men højsæsonen nærmer sig i byen, så om 14 dages tid vil mellem 25 og 40 af dem være i job igen, fordi vi så ikke behøver at hente arbejdskraft udefra, vurderer fabrikslederen.
Royal Greenlands administrerende direktør, Henrik Leth, oplyser, at man har drøftet sagen med Ilulissat Kommune, men at de fortsat venter på et udspil fra dem om hvordan de skal forholde sig.