Erhvervsrådet i Sisimiut støtter Sisimiut Kommunes forslag om en vej mellem Sisimiut og Kangerlusuaq.
Det gør erhvervsrådet fordi kommunes løsning tager udgangspunkt i en grusvej på strækningen, og det mener erhvervsrådet er den bedste løsning i forhold til holdbarheden og vedligeholdelse af vejen.
- Vi vil gerne have en vej, der kan forbinde Sisimiut og Kangerlusuaq, for at udnytte , at vi har de to vækstcentre, siger erhvervschef Frank Nielsen.
En arbejdsgruppe nedsat af hjemmestyret er kommet med et andet forslag til en vej. Den tager udgangspunkt i at lave en asfalteret vej mellem Sisimiut og Kangerlusuaq. Men det forslag mener erhvervsrådet ikke er fremtidssikret.
En asfalteret vej vil betyde dyre reparationer af asfaltbelægningen, når naturen begynder at røre på sig, forklarer erhvervsrådet.
Prisen er en anden grund til at Sisimiut Erhvervsråd støtter kommunens forslag.
Den foreslåede grusvej vil nemlig koste 250 millioner kr. hvorimod den asfalterede vej vil løbe op i næsten 500 millioner kr.