Borgmesteren i Qaanaaq, Naimanngitsoq Petersen har i et brev til KANUKOKAs formand og formanden for landsstyret rettet en skarp kritik af strukturudvalget. Han mener ikke, udvalget har gjort nok for at komme til Qaanaaq og informere om udvalgets arbejde med kommunesammenlægningen.
I brevet står der, at borgmesteren absolut ikke er tilfreds med, at strukturudvalget i den grad har overset Qaanaaq.
Borgmesteren truer ligefrem med at melde Qaanaaq ud af KANUKOKA, hvis ikke strukturudvalget kommer til kommunen og holder borgermøde.
- Det er meget vigtigt, at strukturudvalget kommer til Qaanaaq og holder møde med borgerne og kommunen, siger Naimanngitsoq Petersen.
Men det kommer strukturudvalget også. I øjeblikket er udvalget ved at planlægge en tur rundt i Grønland i maj, og Qaanaaq er et af steder, hvor strukturudvalget skal mødes med kommunen og borgerne.
- Vi har planlagt at tage rundt til forskellige kommuner efter kommunalvalget. Sådan at de nye kommunalbestyrelserne kan nå at konstituere sig, siger medlem af strukturudvalget Jens K. Lyberth.
Det er borgmester i Qaanaaq Naimanngitsoq Petersen glad for at høre, selvom det først er nu, han hører om besøget.
Jens K. Lyberth fra strukturudvalget oplyser, at kommunerne rundt om i landet har mulighed for at kommentere strukturudvalgets arbejde både på et delegeretmøde i juni og når den endelig rapport sendes rundt til de enkelte kommuner i oktober.