Nuuks borgmester, Agnethe Davidsen, vil bygge en kommunal atlanthavn på Admiralitetsøerne i Nuuk. Det skriver Sermitsiaq i dag.
En atlanthavn, der skal tage imod gods- og passagertrafikken, som der bliver stadig mere og mere af. Borgmesteren vil ikke vente på, at hjemmestyret tager en beslutning om at udvide skibshavnen i Nuuk, siger hun til avisen.
Derfor er kommunen nu gået i gang med de lovgivningsmæssige detaljer og ikke mindst en finansieringsmodel.
Her har Agnethe Davidsen henvendt sig til Sparbank Vest, der foreslår brugerbetaling.
Bankens direktør, Sven Lyse, siger til avisen at en sådan havn vil koste mellem 350 og 500 millioner kroner, alt efter hvem man spørger.
Han vurderer at kapitalen kan fremskaffes via private og professionelle investorer og blandt dem der bruger havnen i dag.