Sprogsekretariatet, der i går udgav en ordbog for sundhedsvæsenet er allerede i fuld gang med næste udgivelse.
Det er en ordbog over terminologien i psykisk arbejdsmiljø. Sprogsekretariatet arbejder sammen med Arbejdstilsynet omkring projektet, og ifølge sekretariatschef Carl Christian Olsen er de ved den endelige fase og forventer at kunne trykke den senere på året.
Desuden agter Sprogsekretariatet at udgive en revideret udgave af grønlandske personnavne. Den udgivelse skal komme i forbindelse med kirkens 100-års jubilæum og bliver en liste over europæiske navne som er blevet grønlandiseret.