MF'eren Lars-Emil Johansen (S) er blevet udpeget som formand for den nye arbejdsgruppe under Selvstyrekommissionen, om stats- og folkeretslige spørgsmål. Dermed er den tredje arbejdsgruppe under kommissionen stiftet, og har ligesom de to andre fået en grønlandsk formand.
Den nye arbejdsgruppe skal udarbejde et forslag til en procedure for en eventuel selvstændighed af Grønland - altså hvordan selvstændighed kan komme af forhandlingsvejen. Det er nemlig kompliceret stof, der både skal opfylde international ret, hvor Grønland har nogle rettigheder, og samtidig skal overholde den danske grundlov.
Gruppen skal dog ikke direkte arbejde for selvstændighed. Arbejdet i gruppen består kun i at kortlægge under hvilke betingelser en eventuel selvstændighed kan komme.
- Det er ikke denne kommissions opgave at arbejde for selvstændighed, men alle parter er enige om at det arbejde vi laver, ikke må være til hinder for den, hvis det bliver aktuelt til sin tid, siger Lars-Emil Johansen.
Arbejdsgruppens andre medlemmer blev de danske folketingsmedlemmer Birthe Rønn Hornbech (V), Line Barfod (Ø) og Niels Helveg Petersen (R). Og fra Grønland udover Lars-Emil Johansen blev det Arkaluk Lynge (IA), og Augusta Salling (Atassut).