Ny kulbrintefond skal forvalte olieindtægter

marsip 11-at 2005 10:26

Landsstyremedlem for Råstoffer, Jørgen Wæver Johansen, er netop kommet med en redegørelse, der siger noget om de samfundsmæssige sider af efterforskningen og udnyttelsen af olie og gas.

I sommeren 2003 vedtog landsstyret, at efterforskningen efter olie og gas skal foregå i havet ud for det centrale Vestgrønland og i udvalgte land- og havområder omkring Disko og Nuussuaq.

Beslutningen følges nu op af en redegørelse, der skal drøftes på forårets landstingssamling. Redegørelsen anslår, at Grønland har mulighed for at begynde at udvinde olie og gas inden for en periode på cirka ti år. Men hvis drømmene skal blive til virkelighed, må vi først og fremmest tiltrække de store udenlandske firmaer, som skal poste penge i den dyre efterforskning.

Det skal gøres ved at lave nogle handlings- og tidsplaner, som omfatter konkrete projekter om mulighederne for olie og gas i undergrunden.

Ud over at tiltrække investorer har Landsstyret også planer om at oprette en kulbrintefond. Det vil nemlig koste cirka en milliard kroner for hvert oliefelt, der skal oprettes, og derfor er det en god idé at lægge penge til side allerede nu.

Desuden forudser redegørelsen, at en eventuel olie- og gasproduktion over årene samlet vil kunne indbringe 70 milliarder kroner. Det er vigtigt, at disse penge bliver forvaltet på en fornuftig måde. For hvis alle pengene går til forbrug og lønstigninger, risikerer vi at slå bunden ud af samfundets økonomi på lang sigt.

En del af oliepengene skal lægges til side i kulbrintefonden, så fremtidens generationer kan klare sig i gennem de hårde tider, når der måske ikke er mere olie og gas at hive op af undergrunden.

Landsstyret planlægger at undersøge mulighederne for at oprette en kulbrintefond i løbet af i år, hvis Landstinget støtter forslaget. Emnet vil så blive taget op igen på efterårssamlingen.