Nu skal grønlænderne grine.
Det mener Suzanne Hansen, der i aftes startede det første latterkursus i Nuuk.
Latterkurset går ud på at give sig selv i kast med at grine for at opnå et bedre velbefindende.
- Vi skal starte med at grine af ingenting en slags kunstig latter, som så forhåbentligt bliver til en ægte latter, siger Suzanne Hansen.
Hun påpeger at kroppen ikke ved, om det er en rigtig latter eller et fremtvunget grin, og derfor får man den samme lykkefølelse, uanset hvad man griner af.
Suzanne Hansen er kommet til Nuuk i forbindelse med en tremåneders praktik og det er hendes håb, at hun kan få skabt en interesse for det at grine her i Grønland.
Foreløbigt satser hun på at få folk til at dukke op til en griner en gang om ugen.