Relativ rolig weekend

februaarip 28-at 2005 18:31

Det har været en relativ rolig weekend i Grønland, der dog har været præget af lønudbetaling især i form af flere huspektakler.

I Tasiilaq valgte politiet at tilbageholde en kvinde, der under et drikkelag stak en saks i nakken på sin mand. Hun har kæret tilbageholdelsen.

Det nordlige Grønland har været roligt, selv om man i Upernavik måtte ud og lede efter en mand, der var forsvundet på sin snescooter. Han blev fundet i god behold.

I Sisimiut fandt de lidt over ti lørdag formiddag liget af den jæger, der var efterlyst i sidste uge. Han var faldet og havde brækket benet under rypejagt, og var frosset ihjel. Det var politiet, der fandt ham i 200 meters højde.

I Maniitsoq var der en enkelt voldsepisode og nogle husspektakler. Nuuk var nogenlunde rolig.

Sydgrønland mærkede generelt flere husspektakler end sædvanligt, og i Qaqortoq var der nogle, der løsnede fortøjningen på politikutteren i nattens mulm og mørke. Heldigvis var der et besætningsmedlem ombord, der kunne sejle båden tilbage til kajpladsen. Politiet mener det var drengestreger.