Det blev ikke en god dag for de to grønlandske skiløbere ved alpint VM i Bormio i Italien. I dagens slalom konkurrence kom Akannguaq Lennert slet ikke til start, da han lå i sengen med feber og influenza.
Heller ikke for en småsløj Krister Støvlbæk, var der meget sjov ved løbet. Plusgrader og løs sne havde gjort pisten temmelig ujævn. Og med et startnummer på 101, så var den godt slidt inden Krister Støvlbæk stod ud af starthuset. Og cirka en tredjedel nede af banen i det første gennemløb gik det galt. I et sving fik han bagvægt og blev kastet af banen.
Det var Krister Støvlbæks sidste løb på det danske landshold. Ifølge træner, Bo Lindblad, er han meget ked af det hele lige nu.
Løbet blev vundet af østrigeren Benjamin Raich.