Levnedsmiddeluddannelserne skal forny sig.
Det fremgår af den plan, som Erhvervsdirektoratet har præsenteret tidligere på ugen.
ATI-Skolen i Maniitsoq og levnedsmiddelskolen Inuili i Narsaq skal i fremtiden i højere grad satse på produktudvikling og nyskabelse.
ATI-skolen er allerede i gang. Skolen er gået sammen med instituttet Biocentrum-DTU på Danmarks Tekniske Universitet om at lave et projekt, der skal forny fødevareproduktionen.
Parterne skal blandt andet undersøge, om virksomhederne selv kan forarbejde flere råvarer fra fiskeindustrien, og om fx reje- og krabbeskaller, der i dag bliver smidt ud som affald, kan anvendes i industriel produktion.
I fremtiden skal også andre brancheskoler være videnscentre og satse på produktudvikling.