Folketingsvalget på Østkysten er ikke forløbet helt efter planen.
I Illoqqortormiut har dårligt vejr i sidste uge betydet, at brevstemmer ikke er nået frem.
Ifølge kommunens borgmester, Jørgen Danielsen, drejer sagen sig om mellem 25 og 35 brevstemmer fra vestkysten, der ikke er nået frem i tide. Og de stemmer kan nu ikke tælles med.
Vejret har også betydet, at vælgerne på flyvepladsen i Constable Pynt ikke modtog deres stemmesedler i tide.
- Vi fik dem i fredags med en ekstramaskine, men næste afgang til Illoqqortormiut er først på torsdag, og så kan vi ikke nå at få brevstemmerne sendt ind. Og det er ærgerligt, siger Kim Zinck, der er leder på flyvepladsen i Constable Pynt.
Men der er ikke kun dårligt nyt at fortælle. Tirsdag morgen sendte kommunen snescootere af sted til bygden Cap Hope, der ligger 15 km. fra Illoqqortormiut. Her hentede man syv vælgere, som man kørte til valglokalet og hjem igen.