- Vælgermøder er nok sjovest, hvis de foregår lokalt, så man kan møde op selv og se, høre og mærke stemningen, siger Lars Olsvig, der er forstander på Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut. Han mener at vælgermøderne især er til gavn for førstegangsvælgerne.
- Garvede vælgere, der følger med til dagligt, ved godt hvem de vil stemme på og hvilket parti de støtter, så jeg tror det er mest til gavn for de unge der skal stemme for første gang.
Som højskoleforstander i Sisimiut, har han dagligt kontakt med førstegangsvælgere og har en god fornemmelse af, hvad de unge søger svar på.
- Det er de helt nære ting, der optager dem. Hvad skal der gøres for unge og hvilke muligheder har de. Det er ikke hvad der sker på ældreområdet, der optager dem i første omgang, siger Lars Olsvig, der ville have haft nemmere ved at stimulere de unges interesse for folketingsvalget, hvis der havde været lokale vælgermøder.
Sagde altså højskoleleder i Sisimiut Lars Olsvig.
Der er endnu en mulighed for at finde ud af hvad de enkelte folketingskandidater vil arbejde for. Fra klokken 20.00 til 22.30 er der grønlandsksproget vælgermøde i Katuaq i Nuuk. Mødet sendes direkte i både radio og tv.
Tidligere i dag var der dansksproget vælgermøde, hvor debatten blandt andet drejede sig om selvstyreprocessen og bloktilskuddet fra Danmark.