Bardot går i brechen for isbjørnene

januaarip 21-at 2005 14:26

Den tidligere filmstjerne Brigitte Bardot er igen gået på barrikaderne for at frelse et arktisk dyr. Først var det de canadiske sælunger, og denne gang er det kongen over alle arktiske dyr, isbjørnen, som den verdensberømte dyreværnsforkæmper har kastet sig over. I et brev til selveste dronning Margrethe udtrykker Brigitte Bardot sin væmmelse over planerne om at tillade isbjørnejagt for "rige og blodtørstige turister".

-Jeg har i årevis kæmpet for at forhindre, at indlandsisen bliver farvet rød af blodet fra tusindvis af sæler, som skamløst bliver udryddet i Canada og Norge, skriver Bardot ifølge Jyllands-Posten. Hun udtrykker sin afsky for også at dræbe uskyldige isbjørne, som i forvejen er truet af klimaændringerne.

- Hvorfor skal dette pragtfulde dyr, det mytiske symbol for det frosne land, betale med sit liv for den økonomiske krise i denne region, skriver hun og henviser til landsstyrets nye initiativ med at indføre trofæjagt på isbjørne for turister for at skabe alternative indtægtsmuligheder for de betrængte fangere i Nord- og Østgrønland. Brigitte Bardot foreslår i stedet at Hjemmestyret udvikler økoturisme og og uddanner folk til guider.

I fangerorganisationen KNAPK frygter man ikke konsekvenserne af Brigitte Bardots brev til dronningen. Formand Leif Fontaine siger at den slags ytringer fra Bardot og andre miljøfolk ikke har hold i virkeligheden, og derfor ikke kan tages alvorligt. Leif Fontaine opfordrer Landsstyret til at være mere aktive med oplysningskampagner i udlandet om grønlandsk fangst.

- Sådanne udfald viser med al tydelighed at der er et stort behov for oplysning i udlandet om vores brug af naturen, siger Leif Fontaine.