Canadiske EnCana fik sin anden olielicens

januaarip 20-at 2005 14:46

Det blev det canadiske olieselskab EnCana, der fik licens til at lede efter olie ud for kysten ved Nuuk. Selskabet har allerede en licens ud for Atammik lidt nord for Nuuk. Området ligger godt 80 kilometer fra det nye licensområde.

Og der er bestemt muligheder i det nye område, mener EnCanas direktør, John K. Brannan:

- Det er et interessant område, der har meget store strukturer og der er allerede nogle kendte udsivninger med olie i det vestlige Grønland. Hvis geologien passer, så kan vi måske være heldige, siger direktør, John K. Brannan. Han er heller ikke bange for at komme med et gæt på hvor store chancerne er for at de finder olie på stedet:

- Min vurdering er at der er mellem fem og ti procents chance for, at vi finder olie. Men det er meget svært at sige. Der er tale om højrisiko-undersøgelser på nuværende tidspunkt. Vi planlægger at lave nogle seismiske undersøgelser og hvis vi finder gode indikationer, så vil vi se om vi ikke kan få nogle andre virksomheder med ombord og bore efter olie og gas, siger han.

EnCana er nu ikke ene om at skulle lede efter olieforkomster. Det offentligt ejede NUNAOILS A/S har fået 12,5 procent af licensen. Men det er den canadiske oliegigant, der skal fungere som operatør.

Det er efterhånden 30 år siden man begyndte at lede efter olie og gas ud for den vestgrønlandske kyst, men det helt store olieeventyr lader vente på sig. Dog har man gennem årene fundet olieudsivninger på Disko i Nordvestgrønland og i et stort område fra det nordlige Disko over Nuussuaq-halvøen op til den sydlige del af Svartenhuk Halvøen.

De seneste år har man indsamlet mange seismiske data i havområdet ud for det centrale Vestgrønland. Data som indenfor de seneste par uger er blevet solgt andre internationale olieselskaber.

Landsstyremedlemmet for Råstoffer, Jørgen Wæver Johansen er glad for den opmærksomhed olieefterforskningen og datamaterialet får fra olievirksomheder rundt om i verden.

- Disse data skal være med til at sikre, at vi ikke sælger licenserne for billigt, siger han.