Fra i dag koster det flere penge, når vi skal fylde brændstof på vores bil, båd eller snescooter. KNI A/S har nemlig besluttet at hæve prisen på alle flydende brændstoffer med 25 øre pr. liter. Konkret betyder det for eksempel at benzinprisen i dag er steget fra 2 kroner og 87 øre pr. liter til 3 kroner og 12 øre pr. liter. Ny pris for petroleum er 2,87 kroner pr liter og for benzin ligger prisen fremover på 3,12 kroner pr. liter.
Stigningen kommer som følge af de høje verdensmarkedspriser på olie for tiden, forklarer direktør Gerhardt Petersen fra KNI A/S.
Hjemmestyret regner ikke med at prisstigningen får konsekvenser for ensprisreformen. Priserne for el, vand og varme kommer ikke til at ændre sig som følge af de høje priser på olie, siger afdelingschef i sektion for energi- og vandforsyning, Margrethe Sørensen.
- Vi har på forhånd taget højde for prisstigningerne i vores budget for 2005, da vi allerede kendte til stigningerne for en måneds tid siden, forklarer Margrethe Sørensen.
Også hos Nukissiorfiit var man forberedt på, at det flydende brændstof ville blive dyrere i 2005.
- Vi har forberedt os ved at lægge prisstigningen ind i vores budgetter for det kommende år, siger direktør Svend Ove Nielsen.
Sidst der skete en stigning i priserne på flydende brændstof var i midten af juni sidste sommer. Dengang blev priserne forhøjet med 12 øre pr. liter. I alt udgør prisstigningen for forbrugerne altså 37 øre pr liter.