Stort underskud hos IA

IA fik underskud på over en halv million i 2013.
Allattoq Sandra Meinecke
juulip 09-at 2014 06:32

Der er stort underskud i IA's partikasse. Partiet Inuit Ataqatigiit er kommet ud af 2013 med et underskud på næsten 600.000 kroner. Det fremgår, af det regnskab som partiet netop har afleveret til Inatsisartuts Bureau.

Valgåret har således været en dyr fornøjelse for venstrefløjspartiet.

- Underskuddet kom ikke bag på os. De to valg har kostet dyrt. Desuden holdte vi landsmøde i 2013, hvilket yderligere var en stor post på budgettet, siger partiformand Sara Olsvig.

LÆS OGSÅ: IA og Atassut regnskaber på trapperne

Alene på valget til Inatsisartut har IA brugt over 1 million kroner. Landsmødet har kostet et tilsvarende beløb - så det bliver næppe i år, at partiet tjener det tabte ind igen.

Det ekstraordinære landsmøde og formandsvalget tidligere i år kommer endnu engang til at belaste partikassen.
- Vi håber dog på, at vi kan begrænse underskuddet, siger den nyvalgte partiformand og tilføjer;

- Straks efter jeg blev valgt, satte jeg mig sammen med kasseren for at gennemgå vores administrative arbejdsgange.

LÆS OGSÅ: IA kritiserer kvoteforhøjelser

Også Partii Inuit, Atassut og Demokraterne har brugt ekstra penge i valgåret. De har underskud på 250.000, 200.000 og 48.000.  Det var kun Siumut, der kom ud med et overskud på cirka 1 million kroner.