Nyt tilfælde af covid-19 i Aasiaat

Der er igen konstateret et tilfælde af Covid-19. Denne gang er det en person i Aasiaat, som er smittet.
Landslæge Henrik L. Hansen og Kim Kielsen ved et tidligere pressemøde om coronasituationen. Foto © : KNR
21. oktober 2020 18:32

Der er sent eftermiddag konstateret et nyt tilfælde af covid-19 i Aasiaat. Det er fundet ved re-testning på 5-dagen efter indrejse til Grønland.

Det oplyser Departementet for Sundhed i en pressemeddelelse.

Trods den positive covid-19 prøve, har vedkommende det godt. Det oplyser landslæge, Henrik L. Hansen, til KNR. 

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

- Landslægeembedet er i samarbejde med politiet i gang med at undersøge sagen nærmere med henblik på at iværksætte nødvendige tiltag, skriver departementet.

Myndighederne vil inden for kort tid komme med ny information omkring om den generelle covid-19 situation i Grønland.

Lige ramt nul tilfælde

Tidligere i dag kunne myndighederne ellers med glæde konstatere, at Grønland igen var helt fri for corona.

To personer, der var blevet testet positive i begyndelsen af oktober, var nemlig blevet raske igen.

LÆS OGSÅ Boris Johnson lukker Manchesters pubber med nye coronaregler

Før de to tilfælde havde der ikke været registreret coronasmittede i hovedstaden siden 8. april.

Udenfor Nuuk blev der sidst registreret smitte 24. juli i Nanortalik. En enkelt har været smittet i Ilulissat, og én har tidligere været smittet i Aasiaat. I foråret var der 11 smittede i Nuuk.

I alt har nu 17 personer i Grønland været smittede.

Mange nye smittede i Danmark og resten af verden

I Danmark blev der onsdag registreret 630 nye tilfælde af corona.

Det er det højeste antal nye smittede på én dag siden den 25. september.

I resten af Europa stiger smitten også voldsomt, og de danske myndigheder har tidligere onsdag meldt ud, at de i morgen kan fraråde alle rejser ud af landet.