Forældre i Tasiilaq: Vi er skuffede over, at Gentofte-børn ikke skal bo hos os længere

To forældre, der skulle have haft besøg af børn fra Gentofte, er skuffede. Hvad skal vi sige til vores børn, spørger de.
Både Ingrid Pilanat Angenold og Martin Fontain og deres familier forventede at få besøg fra Gentofte.
02. oktober 2019 15:20

- Man er selvfølgelig målløs. Det er meget beklageligt, og vi ved ikke, hvad vi skal sige til vores barn.

Det siger Ingrid Pilanat Angenold efter, at Gentofte Kommune har meldt ud, at den ikke længere vil lade sine skoleelever overnatte privat, når de er på udveksling i Tasiilaq. Kommunens beslutning kommer efter mange historier i medierne om seksuelle forbrydelser mod børn og unge i byen.

- Det er meget beklageligt, at de ikke længere må være hos os som følge af andre voksnes adfærd, siger Ingrid Pilanat Angenold.

LÆS OGSÅ Pinerliisoqartareersoq: Meeqqat Gentoftemeersut Tasiilami ilaqutariinni najugaqaqqissanngitsut

Hendes 10-årige søn var i Gentofte i september. Også Martin Fontain, som har en søn, der for nylig var i Gentofte, har svært ved at forklare til sin søn, at der alligevel ikke er nogen, der skal bo hos dem.

- Han var allerede begyndt at glæde sig til, at hans kammerater fra Danmark skulle komme på besøg. Og han har spurgt, hvor han skal være, når han kom, og jeg havde sagt, at han kunne være hos os, siger Martin Fontain.

- Det er meget skuffende, fortsætter han. 

LÆS OGSÅ Tasiilami atuarfiup pisortaa: - Uggornarpoq paasinarlunili

Også Ingrid Pilanat Angenold havde set frem til at have et barn fra Gentofte på besøg.

- Siden min søn kom hjem, var han begyndt at glæde sig til, at han kunne være hos os. Han var begyndt at snakke om det, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Ingrid Pilanat Angenold.

Gentofte Kommune har hvert år siden 1990 sendt cirka 30 skolebørn fra 5. klasse på udveksling til Tasiilaq, som de er venskabsby med. Men nu dropper kommunen altså indkvarteringen, blandt andet på grund af en ny rapport fra Grønlands Politi. Den viser, at fra 2014 til 2018 blev der anmeldt 191 seksualforbrydelser mod børn og unge i byen.

Ingrid Pilanat Angenold siger, at hun godt forstår, hvis forældre i Gentofte er bekymrede.

LÆS OGSÅ Aalajangernerput allat eqqasuuteqarnerannik tunngaveqanngilaq

Men hverken forældre eller fagpersoner har været bekymrede. Det er udelukkende Gentofte Kommunes egen bekymring for at sende børn til Tasiilaq, der er årsag til, at danske børn ikke længere må sove hos grønlandske familier, oplyser kommunen til KNR. 

Og Ingrid Pilanat Angenold mener, at man i stedet kunne sørge for, at de forældre, som ønsker besøg, kunne undersøges, før der kom børn fra Gentofte på besøg.

- Der er jo mange forældre her, som det går godt for. De må uden tvivl også være meget skuffede, siger Ingrid Pilanat Angenold.

Både hun og Martin Fontain har været i Gentofte og har haft besøg derfra, da de var børn. Og det er en erfaring, som de meget gerne ville have givet videre til deres egne børn, fortæller de.

Børnene fra Gentofte, som kommer på besøg i Tasiilaq, må fremover bo på skolen eller på vandrehjem.