Ny bestyrelsesformand skal redde Sisimiut TV
Med en gæld på godt 4 millioner kroner er Sisimiut TV under hårdt pres. Men nu overtager tidligere landsstyremedlem og formand for KNI's bestyrelse Simon Olsen roret. Han har sammen med Sisimiut TV's store kreditor Canal Digital udarbejdet en redningsplan, der kan gøre Sisimiut TV gældfri i løbet af en fem års periode. Planen indebærer en kommunal kaution på 150.000 kr. for et banklån. Det står fast efter en ekstraordinær generalforsamling forleden.
- Hvis samtlige foreningens 600 medlemmer betaler deres kontingenter og dekodergebyrer til tiden, er der ikke noget at være bekymret for, siger Simon Olsen til lokalavisen Sivdlek'. Han ærgrer sig over, at den tidligere bestyrelse ikke har taget sit ansvar alvorligt.
- Men nu må vi have tilliden til foreningen tilbage og vise, at tingene kan fungere, tilføjer Simon Olsen.
Det ventes, at der kan blændes op for Canal Digitals programmer allerede fra i morgen. Derimod indebærer den økonomiske redningsplan, at Sisimiut TV indtil videre indstiller TV-produktionen, der er underskudsgivende.