Det er altafgørende med let adgang til kondomer, hvis man vil have folk til at ændre ædfærd og beskytte sig. Det mener chefdistriktslæge Jesper Olesen.
- Nogle vil opfatte det som en provokation, men det er et spørgsmål om sikker sex, siger han.
Provokationen fra chefdistriktslægen kommer efter kritik af Paarisas kondom-reklame, som i øjeblikket vises på tv. Jesper Olesen fastslår, at tv-reklamer ikke kan klare arbejdet alene. Let adgang til kondomer er alfa og omega for generelt at få folk til at ændre adfærd.
Kritikken af Paarisas tv-reklame kommer fra en gruppe unge, som ikke synes, at gammeldags tørvehytter og kamikker hører hjemme i en kondom-reklame.
- Vi trænger til en ny kampagne i stedet for den nussede kampagne der kører for tiden. Sådan en kampagne skal helst få én til at rødme og krumme tæer, siger Melissa Geisler, som er journaliststuderende.
Hun siger, at de unge gerne vil skræmmes til at bruge kondom. Men ifølge Jesper Olesen er skræmmekampagner en meget dårlig idé.
- Men samtaler med folk, hvor vi sammen finder frem til folks egen motivation, ser ud til at virke, siger Jesper Olesen.
Hvis man vil vide mere om kondomer, sikker sex og kønssygdomme kan man kontakte lægen eller Veneria-afdelingen på Dronning Ingrids Hospital. Hospitalet sender også gerne sundhedspersonale ud til blandt folkeskoler for at give de unge gode råd om sikker sex.