Posten som Demokraternes formand er populær

Der er kamp om at blive formand for Demokraterne, efter at Andreas Uldum har sluppet tøjlerne. To har allerede meldt ud, at de vil stille op, hvorimod der stadig er to der tænker over det.
Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Paarnaq Hansen
13. januar 2016 17:31

Kommuneqarfik Sermersooqs viceborgmester Justus Hansen mener, at det er tid til at lave om på tingene.

- I kan forvente, at jeg kommer ind med min erfaring og mit nye syn. Jeg har jo aldrig været formand for Demokraterne, så jeg ville være rigtig god til at ryste posen lidt, siger Justus Hansen til KNR.

Læs også Nivi Olsen: Jeg vil være formand for Demokraterne

Han går ind i kampen om formandsposten sammen med Randi Vestergaard Evaldsen og muligvis Nivi Olsen, som først i næste uge tager den endelige beslutning. Hvis Justus Hansen bliver formand, vil han hæve ambitionerne for partiet. 

- Vi skal være mere synlige i det politiske liv. Selvfølgelig er vi meget synlige både i Kommuneqarfik Sermersooq, Naalakkersuisut og Inatsisartut. Jeg mener bare, at man ikke skal være så uambitiøs, siger Justus Hansen.

Læs også Anda Uldum forlader politik

Han er dog ikke den eneste mandlige kandidat, der overvejer at stille op. Poul Hansen, som er suppleant i Inatsisartut for Randi Vestergaard Evaldsen, overvejer at stille op, dog er han usikker på om han vil endnu.

 - Vi er nu i Danmark, og jeg har slet ikke haft mulighed for at snakke med bestyrelsen, derfor har jeg ikke haft muligheden for at beslutte mig, om jeg vil stille op, siger Poul Hansen.

Han lægger dog ikke skjul på, at flere har henvendt sig og spurgt, om han vil.

- Der er flere, der har ringet og skrevet til mig og spurgt, om jeg vil stille op som formand, siger Poul Hansen.

Michael Rosing og Tillie Martinussen fra Demokraterne fastslår over for KNR, at de ikke stiller op.