Flere biler i Nuuk er godt for Landskassen men skidt for miljøet

Mens salget af biler daler dramatisk i Danmark, så går det tilsyneladende strygende i Grønland. Alene i landets hovedstad er der nu små 3000 biler, og det er omkring 150 mere end der var i 2007. Landskassen tjener godt på motorafgifterne, som i finansloven for 2009 forventes at indbringe omkring 52 millioner kroner. Dog koster den øgede mængde biler dyrt i landets samlede CO2 regnskabet.
maajip 15-at 2009 14:42

Lyden af biler der går i tomgang er ikke fremmed i Grønland og slet ikke i landets hovedstad Nuuk. Her er antallet af biler steget markant de senere år. Lige nu er der ifølge Nuuk politi 2840 biler i hovedstaden, og de har blot omkring 70 kilometer vej at boltre sig på.

En ting er dog, hvor mange biler der er, noget andet er, hvor meget de bliver brugt? Ifølge en rundspørge blandt bilførere på parkeringspladsen bag brugsen i Nuuk, om hvor meget de cirka kører per dag, bliver der kørt en hel del på dagsbasis i Nuuk.

Og det koster i CO2 regnskabet. Ifølge forsker ved Rissø i Danmark Kaj Jørgensen udleder en bil per kilometer i gennemsnit 180 gram CO2. Tallet er formentligt højere i Grønland, fordi det kolde og snerige arktiske klima kræver større motorer og ofte frister til at lade bilen køre i tomgang.

Men hvis vi alligevel antager at tallet kan overføres og det samtidig skønnes at bilerne i Nuuk i gennemsnit kører 40 kilometer om dagen, så udleder Nuuks samlede bilpark omkring 20 ton CO2 per døgn.

I mere konkrete rammer svarer bilkørslen i Nuuk på en hverdagsuge cirka til at flyve en gang over Atlanten med Air Greenlands Airbus.