Grønlandsk fangeflugt fra psykiatrisk hospital i Risskov

Seks fanger flygtede i nat fra psykiatrisk hospital i Risskov ved Århus. Ifølge psykiatri-direktør i Region Midtjylland, Gert Pilgaard Christensen, var samtlige seks fanger anbragt af Selvstyret.
aggustip 08-at 2010 11:27

De seks personer - fem mænd og en kvinde - flygtede ved at sparke en dør op, smadre en rude og klatre over et gammelt hegn. Ifølge Østjyllands Politi er fem af de flygtede personer domsanbragte, og de betegnes som farlige, skriver Jyllands-Posten.

De var alle anbragt på den retspsykiatriske afdeling, der huser fanger fra Selvstyret. En afdeling, som indtil april har været meget rolig.

- Men i løbet af de seneste 3-4 måneder er der sket et voldsomt skift i patienternes sygdomssituation og deres vilje til at rømme. Det er derfor, vi har været i gang med at se på, om sikkerheden har været tilstrækkelig, siger Gert Pilgaard Christensen.

Han mener, at flugten var planlagt.

- Vores klare vurdering er, at det er en planlagt aktion. Der er en elektronisk alarm, som ikke går i gang, da de bryder ud gennem døren. Vi er derfor ved at undersøge, om der var fejl på den, eller om de har været i stand til at gøre noget ved den, siger Gert Pilgaard Christensen.

I løbet af natten og morgenen lykkedes det politiet at anholde samtlige seks personer. Den ene havde slået sin fod og blev anholdt kort efter midant. Fire andre blev fundet på et nærliggende værtshus ved 02-tiden, mens den sidste først blev fanget her her til morgen ved 7-tiden.

Ifølge Jyllands-Posten mistænkes han for under sin flugt både at have overfaldet en 21-årig kvinde på cykel og udsat en 51-årig kvinde for voldtægtsforsøg.