Jørn Riel modtager Den Store Pris

Den danske forfatter Jørn Riel, som er kendt og elsket i Grønland, bliver i aften hædret med Dansk Akademis Store Pris.
Allattoq mlk
novembarip 25-at 2010 16:51

Den Store Pris regnes for en af de fornemste litterære priser i Danmark.

Valget er faldet på Jørn Riel for at hylde hans fortælleglæde, menneskelige varme og store humor, skriver Akademiet.

I Grønland er Jørn Riel først og fremmest kendt for sine nordøstgrønlandske skrøner, som han fik ideerne til, da han var udstationeret her i 1953 og 10 år frem.

Det var som deltager på Lauge-Koch ekspeditionen til Nordøstgrønland, at Jørn Riel for første gang stiftede nærmere bekendtskab med Grønland.

Den nu 79-årige forfatter bor i dag i Malaysia, og hele hans liv har været præget af rejselyst. Han har blandt andet arbejdet i Mellemøsten og Pakistan for FN og rejst i Afrika, Vestindien og Sydøstasien.

KNR spurgte over mail Jørn Riel, hvad Grønland har betydet for ham.

- Utrolig meget, lød det korte og præcise svar.

Hvad er dit forhold til Grønland i dag?

- Gensidig kærlighed (håber jeg).

Med prisen følger 300.000 kroner.