Høgni Hoydal: Igen brugt som bønder i et skakspil

Det færøske folketingsmedlem Høgni Hoydal betegner CIA-sagen som meget alvorlig.
Allattoq mlk
januaarip 12-at 2011 10:59

Alligevel regner han ikke med, at der vil komme noget ud af mødet om CIA-sagen i udenrigspolitisk nævn på fredag. Han sætter derimod sin lid til den forespørgselsdebat, som skal afholdes for åbne døre i Folketinget.

- Jeg regner med, at den danske regering vil sige, at det bare er en misforståelse. At den har spurgt, men at den aldrig har fået noget at vide. Jeg tror ikke mødet på fredag vil give nye oplysninger. Det håber jeg forespørgselsdebatten i folketingssalen vil. Her skal ministrene svare på spørgsmål fra salen, og her bliver de nødt til at tale til offentligheden også, siger Høgni Hoydal, som er et af de to færøske folketingsmedlemmer i Danmark.

CIA-sagen handler netop om, hvad der er blevet sagt til offentligheden imod hvad der er blevet sagt mellem myndighederne. Og derfor er det en sag, der flytter sig mest i den offentlige forsamling, mener han.

- Min erfaring fra udenrigspolitisk nævn siger, at hvis der er noget interessant at vide, så er det altid fortroligt. Og det her er jo en sag om, at offentligheden har fået en ting at vide, og man åbenbart har sagt nogle helt andre ting til de amerikanske myndigheder, siger han.

Han betegner sagen som meget alvorlig.

- Der er meget der tyder på, at international lov er brudt, og at vi igen igen er blevet brugt som en slags bønder i et skakspil af Danmark, og det må vi have klarlagt, for det kan jo ikke forsvares på nogen måde rent demokratisk, siger Høgni Hoydal.

Det er påvist, at CIA-flyene foruden de grønlandske landinger også har fløjet gennem færøsk og islandsk luftrum med nogle landinger i Island.