Universitetsballade fører til injuriesag

Efterårets ballade på Institut for Administration udløser nu en injuriesag. Professor Gorm Winther føler sig krænket af den nu tidligere lektor ved instituttet Pia Vedel Ankersen, skriver sermitsiaq.
06. March 2010 17:22

I et internt notat, som Pia Vedel Ankersen skrev på opfordring fra universitets rektor, føler Gorm Winther sig hængt ud: Dels for at hans undervisning var ensidigt marxistisk, og dels for at han ikke skulle være kvalificeret til stillingen som professor.

Notatet blev også referet i en artikel i Sermitsiaq. Men Gorm Winther har foreløbig ingen planer om rejse en sag mod avisen:

- Jeg har i første omgang valgt alene at stævne Pia Vedel Ankersen, hvis ikke hun trækker sine udtalelser tilbage, siger han til sermitsiaq.

Det hele begyndte med at en gruppe studerende beklagede, at Pia Vedel Ankersen forlod instituttet. Herefter bad rektor Pia Vedel Ankersen om at formulere notatet.

Sagen vakte voldsomt ballade: Underviserne kritiserede åbenlyst hinanden i medierne, og rektor Tine Pars overtog til sidst ledelsen af instituttet for at skabe ro.

Hverken Gorm Winther eller Pia Vedel Ankersen er længere ansat ved Ilisimatusarfik. Og Institut for Administration er nedlagt i forbindelse med en omstrukturering af universitetet - og altså ikke på grund af personstriden.