WHO: Ti procent af verdensbefolkningen kan have haft corona

WHO's nye estimat er omkring 20 gange så højt som antallet af registrerede smittetilfælde på verdensplan.
- Vores bedste estimat på nuværende tidspunkt fortæller os, at omkring ti procent af verdensbefolkningen muligvis kan have været smittet med virusset, siger administrerende direktør i WHO-programmet for sundhedsberedskab Michael Ryan. Foto © : Christopher Black/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
06. oktober 2020 09:13

En ud af ti personer verden over kan have været smittet med coronavirus.

Sådan lyder det fra Michael Ryan, administrerende direktør i WHO-programmet for sundhedsberedskab. Det skriver BBC.

- Vores bedste estimat på nuværende tidspunkt fortæller os, at omkring ti procent af verdensbefolkningen muligvis kan have været smittet med virusset, siger Michael Ryan.

Ifølge Johns Hopkins University er der officielt omkring 35,3 millioner bekræftede smittetilfælde med coronavirus.

LÆS OGSÅ Coronadødsfald runder en million på verdensplan

WHO's estimat svarer til, at omkring 760 millioner mennesker over hele verden allerede har været smittet med coronavirus.

Sundhedseksperter verden over har længe sagt, at antallet af egentlige smittetilfælde kan være langt højere end det bekræftede antal.

Det kan blandt andet skyldes, at mange lande kun tester personer med symptomer på covid-19, og at man fra starten af pandemien ikke testede i samme grad som i dag.