WHO: Muligheden for at inddæmme coronavirus svinder ind

Blot få timer efter at den første europæer - en italiensk mand - døde som følge af coronavirus, har endnu en person mistet livet på grund af virusset.
De første to europæere er døde af corona-virus. Det er sket i Italien hvor op mod 30 er smittet. Foto © : Miguel Medina/AFP/Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. februar 2020 16:06
Versionist Bikki P. Kleist

Det oplyser det italienske nyhedsbureau Ansa. Der er tale om en italiensk kvinde fra den nordlige italienske region Lombardiet, skriver Ansa.

I alt er der nu registreret 30 tilfælde af coronasmitte i det nordlige Italien.

Og verdenssundhedsorganisationen WHO advarer nu om, at muligheden for at dæmme op for udbredelsen af coronavirusset på globalt plan er ved at svinde ind.

Advarslen kommer fra WHO's generaldirektør Tedros Ghebreyesus, efter at der fredag er bekræftet nye smittetilfælde i flere lande uden for Kina,  skriver nyhedsbureauet Reuters fredag aften.

Han har tidligere fastholdt, at der med det begrænsede antal smittede uden for Kina, fortsat var en mulighed for at forhindre international spredning.

Men efter at der fredag har været et stigende antal smittede i blandt andet Italien, Canada, Iran, Libanon og Sydkorea, siger han:

- Selv om muligheden for at inddæmme virusset svinder ind, så har vi stadig en chance for at begrænse smitten.

- Hvis ikke vi gør det, så vil vi få et alvorligt problem, lyder det fra WHO-generaldirektøren.