WHO kalder Trumps påstand om coronas oprindelse spekulativ

Vi har ikke fået beviser fra USA på, at coronavirus stammer fra kinesisk laboratorie, siger FN-organisation.
Trump blev på et pressemøde i sidste uge spurgt, om han havde set noget, der gør, at han med stor sikkerhed kan sige, at det var en virus, der slap ud af det kinesiske laboratorie i Wuhan. - Ja, det har jeg. Ja, jeg har, svarede han. Foto © : Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. maj 2020 10:48

USA's præsident, Donald Trump, hævder, at han har beviser på, at den coronavirus, der hærger verden, stammer fra et laboratorie i den kinesiske storby Wuhan.

Men beviserne har vi ikke set, siger katastrofelederen i FN's verdenssundhedsorganisation (WHO), Michael Ryan.

Han kalder påstanden for "spekulativ".

- Vi har ikke modtaget nogen data eller specifikke beviser fra USA's regering, der forbinder til virussets påståede oprindelse, siger han.

WHO's førende ekspert i coronasygdomme, Maria Van Kerkhove, understreger ifølge nyhedsbureauet dpa, at flere tusinde genetiske analyser peger på, at det nye coronavirus har en naturskabt oprindelse.

Men det er fortsat uklart, fra hvilket dyr smitten blev givet videre til mennesker, siger hun.

LÆS OGSÅ Trump standser USAs økonomiske bidrag til WHO

Trump blev på et pressemøde i sidste uge spurgt, om han havde set noget, der gør, at han med stor sikkerhed kan sige, at det var en virus, der slap ud af det kinesiske laboratorie i Wuhan.

- Ja, det har jeg. Ja, jeg har, svarede han.

Han tilføjede, at WHO skulle skamme sig, fordi det opfører sig, som om det er et pr-organ for Kina.

Søndag fulgte den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, trop. Han henviste til, at "de bedste eksperter" mener, at virusset er frembragt af mennesker.

Præsident Trump trak i sidste måned USA's økonomiske støtte til WHO og begrundede det med, at FN-organisationen er alt for føjelig over for Kina.