Vrede iranere går igen på gaden efter nedskydning af fly

Videooptagelser viser blodige sammenstød i Iran, skriver nyhedsbureauet Reuters. Politi afviser aggressioner.
- De dræbte vores elite og erstattede den med præster, lyder det fra demonstranter ved et universitet i Teheran. Foto © : Mona Hoobehfekr/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
13. januar 2020 15:12

Demonstranter har mandag for tredje dag i træk været på gaden i Iran, efter at de iranske myndigheder lørdag erkendte at have skudt et passagerfly ned ved en fejl.

De mange demonstranter langer blandt andet ud efter landets præstestyre.

- Skrub af, præster, lyder det fra demonstranter ved universitet i byen Isfahan og i Irans hovedstad, Teheran.

Protesterne startede, efter at Iran lørdag erkendte, at det var iranske militærstyrker, som kostede 176 mennesker livet, da de kom til at skyde et ukrainsk fly ned ved en fejl.

LÆS OGSÅ Iran erkender at de nedskød et ukrainsk passagerfly ved en fejltagelse

Billeder og videooptagelser fra de seneste dages protester i Iran har vist sårede folk, spor af blod og lyden af skyderi.

De iranske myndigheder afviser dog at have affyret skud under protesterne.

- Under demonstrationerne har politiet helt sikkert ikke skudt, fordi hovedstadens politiledere har fået ordrer om at holde sig tilbage, siger Hossein Rahimi, der er leder ved politiet i Teheran.

Iran skød det ukrainske fly ned, kort efter at militæret havde angrebet to luftbaser i Irak, hvor der blandt andet befandt sig amerikanske og danske soldater.

Det iranske angreb var et svar på, at USA forinden havde dræbt den magtfulde iranske militærleder Qassem Soleimani.

Spændingerne mellem Iran og USA kaldes for de værste siden den iranske revolution i 1979. Det var her Iran overgik til at være en islamisk republik.

LÆS OGSÅ Demonstrationer i Iran mod styrets løgne

Men der er altså også spændinger internt i Iran.

- Død over diktatoren, råber folk mandag i videoer på de sociale medier.

De retter deres vrede mod den åndelige leder ayatollah Ali Khamenei, der har været Irans øverste leder siden 1989.

- De dræbte vores elite og erstattede den med præster, lyder det fra demonstranter ved et universitet i Teheran.

Der var flere iranske studerende om bord på det fly, der onsdag styrtede ned. Mange af dem studerede til daglig i Canada.