Voldelig slovak i Ilulissat

Hos politiet i Ilulissat har det været en travl weekend. Hele 14 sider på døgnrapporten blev det til, men bortset fra en enkelt hændelse, var det ikke alvorlige ting der beskæftigede politiet.
Skrevet af Peter Troelsen
21. maj 2012 08:58

En 50 årig slovak kan se frem til foreløbig 15 dages fængsel, efter han i weekenden gik amok og overfaldt en politibetjent. Heldigvis blev slovakken overmandet af en kollega til den overfaldne og efter fremstilling i kredsretten i går, blev han idømt 15 dages tilbageholdelse.

-  Det hele startede med en mindre gang værtshusuorden. Vi kørte den 50 årige til hans bopæl, men da kollegerne satte ham af, slog han helt uden anledning en af betjentene med knytnæve i panden, og derefter sprang han på betjenten og tog kvælertag på ham. En anden betjent får dog overmandet slovakken, blandt andet ved hjælp af peberspray, og han kommer i håndjern og bliver indbragt til arresten, fortæller daglig leder af politistationen i Ilulissat Karl Vinther.

Da den anholdte slovat kun talte sit modersmål, blev det til mange timers arbejde for ordensmagten i Ilulissat i forbindelse med fremstillingen af  den anholdte i kredsretten.

- Ind imellem kan det være meget vanskeligt, når en af vores anholdte kun taler sit modersmål. Heldigvis fandt vi en person i byen, der både kunne slovakisk og engelsk, og på den måde fik vi sikret slovakken en ordentlig rettergang. Sådan en problematisk fremstilling koster dog en del på personalekontoen, siger Karl Vinther, der tilføjer, at den kollega, der blev overfaldet, igen har det godt.

Overfaldt på tjenestemanden førte til at den forurettede betjent måtte på sygehuset og syes med fire sting i panden, og havde det ikke været for pebersprayen, kunne også den 50 årige slovak være kommet alvorligt til skade.

- Overfald på tjenestemand betragter vi som en meget alvorlig forbrydelse, og vi er godt tilfredse med at anholdelsen i store træk foregik forholdsvis roligt. Peberspray er en fremragende måde at få beroliget kriminelle på. Havde vi ikke haft den mulighed, havde vi været nødsaget til at bruge stave i stort omfang, for at få befriet kollegaen fra det kvælergreb han var endt i. Nu gik tingene fint uden brug af stavene, så vi er meget glade for, at vi har muligheden for at bruge peberspray, fastslår Karl Vinther, der tilføjer, at den anholdte mand kan se frem til et længere ophold bag tremmer, når sagen er færdigefterforsket.