Voksne kommer på skolebænken for at sikre børns rettigheder
Børns ønsker og behov skal høres i møder med socialmyndighederne.
Det siger både FNs Børnekonvention og lov om støtte til børn fra 2017.
En vigtig metode til at sikre det, er ved hjælp af en børnebisidder. Og dem er Esther Arens fra foreningen Grønlandske Børn med til at uddanne gennem den landsdækkende børnebisidderordning 'Najorti'.
- For at børn bedre kan forstå, hvad møder med kommunen handler om, er bisiddere et talerør for at sikre, at børns ønsker og rettigheder bliver hørt, siger hun.
Hun og hendes kollega, Britta-Marie Nielsen, har netop været i Uummannaq, hvor tre børnebisiddere nu er færdiguddannet til at varetage børns ønsker og tarv i møder med kommunen.
Og det er ikke helt lige gyldigt. For indtil nu har der ikke været nogen børnebisiddere i Uummannaq. I stedet har Avannaata Kommunia måtte kontakte børnebisiddere uden fra byen.
- Kommunerne skal kontakte os i sager, hvor børn er involverede. Og hvis børnene ønsker en bisidder, har vi hjulpet via online-kontakt. Men det er bedre, at børnebisidderne kan være med fysisk til møderne, både med kommunen og barnet, siger Esther Arens.
Ifølge børnestøtteloven er det frivilligt for et barn, om det ønsker at få tilknyttet en børnebisidder i familiesager, så længe barnet bor hjemme.
Hvis kommunen påtænker at anbringe barnet uden for hjemmet, eller barnet allerede er anbragt, skal barnet have tilknyttet en børnebisidder i møder med myndighederne.
Nogle børn tager selv kontakt
Uddannelsen til børnebisiddere indeholder blandt andet kendskab til de rettigheder og regler, som er relevante for at sikre et barns tarv.
Inden et møde med kommunen, modtager foreningen Grønlandske Børn sagen, så børnebisidderen bliver klædt på til, hvilke regler og rettigheder han eller hun skal være opmærksomme på i den konkrete sag.
Børnebisidderne bliver også oplært i at oversætte myndighedernes og lovens ord til barnets alder, ligesom de bliver uddannet i at forstå børns adfærd og håndtering af mulige traumer hos barnet.
- Det er meget, meget forskellige sager, som børnebisiddere deltager i. Men uanset sagen taler bisidderen altid med barnet inden et møde, så barnet bliver forklaret, hvorfor de skal til møde med kommunen, og hvad det handler om, siger Esther Arens.
Også efter holder børnebisidderen et møde med barnet for at snakke mødet igennem, hvad der kom ud af det, og hvad næste skridt eventuelt er.
- Tidligere vidste børn slet ikke, hvad en børnebisidder handlede om, siger Esther Arens.
Men de senere år er flere børn blevet klar over, at de har rettigheder, også til at blive støttet af en voksen.
- Af og til kontakter børn os selv. Det kan være, at de ringer fra en børneinstitution og fortæller os om deres forhold, og hvad de oplever, siger Esther Arens.
Og det må gerne ske endnu oftere, men foreningen Grønlandske Børn har kun åbent på telefonen fra 8 til 16 i hverdage.
Derfor er foreningen gået i samarbejde med telefonrådgivningen Tusaannga for at blive opmærksom på børns behov for en bisidder.
Flere børnebisiddere på vej
Foreløbig er 50 voksne blevet uddannet børnebisiddere på landsplan.
Sammen med Socialstyrelsen har Grønlandske Børn lavet en liste over byer, hvor der er behov for flere børnebisiddere. Det gælder blandt andet Qasigiannguit og Narsaq, hvor der bliver holdt kursus for børnebisiddere i maj og juni, og til efteråret følger Tasiilaq.
Både socialchefen i de pågældende kommuner annoncerer ud om kurset som børnebisiddere, ligesom Grønlandske Børn annoncerer via de sociale medier. Og forventningen er, at kurserne i de kommende tre byer vil sikre 10 ekstra børnebisiddere.
Men der må meget gerne komme flere til, for ikke alle børnebisiddere kan stå til rådighed hele tiden og i alle sager.
- Samtidig må samarbejdet med landets kommuner også gerne blive endnu tættere, siger Esther Arens.
- Når vi rejser rundt, forsøger vi altid at holde et møde med kommunen og skoler, for vores største ønske er at have et tæt samarbejde med dem.
Og det er vigtigt, for af og til oplever Grønlandske Børn, at der ikke bliver taget kontakt til børnebisidderne, fordi sagsbehandlerne måske har en familiær relation eller et dårligt forhold til personen.
- Personlige relationer kan af og til spænde ben. Det er en udfordring, hvor der bliver tænkt mere på én selv end på barnets tarv. Og det skal vi væk fra, siger Esther Arens.
