Vittus vil bane vejen for uran

Et nyt skridt blev taget i går på Grønlands vej til at blive et land der udvinder og eksporterer uran.
Foto © : KNR
Skrevet af Inge S. Rasmussen
27. september 2016 10:50

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og erhverv, Vittus Qujaukitsoq deltog i går i det Internationale Atomagenturs generalforsamling i Wien, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Her overrakte Qujaukitsoq de officielle dokumenter til atomagenturets generaldirektør Yukiya Amano. Dokumenter, der betyder, at Grønland nu tiltræder to af de centrale konventioner for sikkerhed i forbindelse med radioaktive materialer.

Læs også IA vil have mulighed for at kræve folkeafstemning

Det drejer sig om konventionen for nuklear sikkerhed og konventionen om bistand i tilfælde af nuklear ulykker. Begge konventioner er en forudsætning for, at Grønland kan udvinde uran.

Vittus Qujaukitsoq nævnte i sin tale, at Grønlands mineralforekomster af sjældne jordarter og uran, vil kunne udnyttes til hvad han kalder "stabile og rene energiformål og dermed bidrage til imødegå negative klimaforandringer."