Vittus moderniserer regler på erhvervsområdet

Naalakkersuisoq for erhverv, arbejdsmarked, handel og udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, igangsætter en modernisering af erhvervslovgivningen her i landet.
Vittus Qujaukitsoq Foto © : KNR
09. februar 2015 14:45

På et møde med Danmarks erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, har Vittus Qujaukitsoq anmodet den danske regering om, at der iværksættes en ajourføring og opdatering af den grønlandske lovgivning på en række erhvervsområder, således at rammebetingelserne i højere grad svarer til det, der er gældende i Danmark og EU.


Konkret handler det om en ajourføring af lovgivningen om aktie- og anpartsselskaber, bogføringsloven, årsregnskabsloven, lov om statsautoriserede og registrerede revisorer, lov om erhvervsdrivende fonde, lov om finansiel virksomhed og voldgiftsloven.


Det er målet, at samtlige opdateringer skal kunne sendes i offentlig høring og efterfølgende forelægges for Inatsisartut i løb af 2015 og 2016. 


Rammevilkår magen til andre lande
Ifølge Vittus Qujaukitsoq er en af de vigtigste målsætninger for Naalakkersuisut er, at der sker en markant nedbringelse af arbejdsløsheden. 


- Og det kræver vækst i den private sektor. Det er derfor væsentlig, at erhvervslivets rammevilkår svarer til det, der kendes i Danmark, EU og andre store markeder, således at udefrakommende investorer er fortrolige med vilkårene, understreger Vittus Qujaukitsoq.


Allerede på forårssamlingen 2015 planlægger Naalakkersuisut at fremlægge en buket af beslutningsforslag, som skal sikre gennemførelse af finansielle regler for Grønland, der svarer til det som gælder i Danmark og EU.