Vismand om økonomien: Grønland har klaret sig bedre i krisen end forventet

Grønlands økonomi ser ikke ud til at blive så hårdt ramt af coronakrisen, som først antaget. Situationen er dog stadig alvorlig, og derfor er der brug for at udarbejde en ny langsigtet plan, lyder det i en ny rapport.
- Da vi kom ind i krisen tegnede der sig et mere dystert billede. Krisen så ud til at blive slem for økonomien, og selvom det stadig er en alvorlig situation, så er der noget lysere toner nu, siger formand i Økonomisk Råd, Torben M. Andersen. Foto © : Martin Krogh/ KNR
04. juni 2020 07:19

Coronakrisen er langt fra overstået, og den vil sætte sit præg på økonomiens udvikling langt ind i 2021, og måske endda længere ude i fremtiden. 

Alligevel er det gået en del bedre for Grønland, end man havde frygtet, da krisen gjorde sit indtog for flere måneder siden.

Det kan læses i Økonomisk Råds seneste rapport om Grønlands økonomi. 

Torben M. Andersen, formand i Økonomisk Råd og tidligere overvismand i Danmark, ser positive takter i økonomiens udvikling, men tager stadig forbehold for, at meget endnu kan ændre sig.

- Da vi kom ind i krisen tegnede der sig et mere dystert billede. Krisen så ud til at blive slem for økonomien, og selvom det stadig er en alvorlig situation, så er der noget lysere toner nu. Især hvis man sammenligner med andre lande, siger Torben M. Andersen til KNR. 

LÆS OGSÅ Coronakrisen får store konsekvenser for Grønlands økonomi

Efter flere år med fremgang og stigende beskæftigelse i landet forudser eksperterne nu et fald på omkring 1,5 procent BNP i 2020 og stigende arbejdsløshed. 

Hvad er BNP?
 

Bruttonationalproduktet, der ofte forkortes til BNP, er en måde at opgøre værdien af den samlede arbejdsindsats i et land.

 

Det er den samlede værdi af landets produktion i løbet af et kvartal eller et år, fratrukket udgiften til råvarer og hjælpemidler til produktion i samme periode.

 

På den måde kan man se, om eksempelvis den grønlandske økonomi vokser eller bliver mindre. 

 

Kilde: Nationalbanken.dk, e-conomic.

Det ligger dog langt fra nogle af de prognoser, som rådet fremlagde for Naalakkersuisut i midten af april. Her var det værste scenarie et fald på syv procent af BNP for 2020, mens det mest optimistiske var et fald på tre procent.

Fiskeriet er en styrke

Forklaringen på, at Grønland ser ud til at slippe billigere end i andre lande, kan findes i fiskeriet, lyder det fra Torben M. Andersen.

Det er Grønlands største eksporterhverv, og står for en stor del af den samlede økonomi. Her er man ikke lige så påvirket af den globale udvikling. 

- I andre lande har man eksempelvis en stor industrisektor, og den er voldsomt påvirket. Det man kan fiske er jo bestemt af biologiske forhold og kvoterne, og det kommer Grønland til gode, siger Torben M. Andersen.

Politikerne bør dog holde skarpt øje med fiskepriserne, lyder opfordringen fra Økonomisk Råd. 

Fiskeriet kan blive ramt af fald i priserne, som følge af den globale økonomiske krise, og det vil kunne få store konsekvenser for økonomien.

Behov for en ny plan

Selv med de positive takter in mente, er det vigtigt at tage forbehold.

Udviklingen i økonomien hænger nemlig meget sammen med smitten i Grønland. Hvis det lykkes at undgå nye smittebølger - og nye nedlukninger i samfundet - kan genopretningen af økonomien ske gradvist i 2021, vurderer Økonomisk Råd. 

LÆS OGSÅ Coronakrise: Naalakkersuisut har lempet økonomien for mineselskaber

Der er ifølge Torben M. Andersen et stort behov for at få udarbejdet en ny langsigtet plan for, hvordan Grønlands økonomi skal klare sig igennem den kommende tid.

Politikerne skal bestemme sig for, hvor man vil bruge- og givetvis spare penge, for at holde hjulene i gang.  

- Det er vigtigt at have noget at styre efter, og at befolkningen og virksomhederne skal have en sikkerhed om, hvordan planen er. Der er ikke brug for en zigzag-kurs, siger Torben M. Andersen.