Vil have færre sociale ydelser til de arbejdsklare

For mange arbejdsklare gider ikke arbejde. Derfor skal der være konsekvenser for dem, mener formand for overgangsudvalget for den kommende Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen.
Skrevet af Ivik Kristiansen
21. september 2017 07:38

På landsplan er godt 2100 registreret som arbejdsløse, og af dem er cirka 1200 klar til at tage fat. Samtidig importerer blandt andet fiskeindustrien arbejdskraft udefra.

 Den går ikke, mener formand for overgangsudvalget for den kommende Avannaata Kommunia, der ønsker, at Naalakkersuisut skal gøre det muligt at ramme arbejdsløse på de sociale ydelser.

- Der skal være nogle konsekvenser, hvis man ikke påtager sig det arbejde, der bliver tilbudt, eller ikke vil arbejde, hvis der er et arbejde, man kan tage fat i, siger Palle Jerimiassen, der henviser til, at de offentlige bør kunne skære ned på sociale ydelser til mennesker, der ikke vil arbejde.

I byerne i den kommende nordkommune, Avannaata Kommunia, er der 178 mennesker, der står uden job, selvom de egentlig er klar til at arbejde.

- Vi har det problem, at de folk, vi sender ud til arbejdsmarkedskontoret godt nok bliver tilbudt et arbejde, men slet ikke møder op, eller møder op til arbejde men er væk efter to dage, lyder det fra Palle Jerimiassen.

Samtidig er erhvervslivet nød til at importere arbejdskraft fra udlandet.

Alene i Qaasuitsup Kommiunia har fiskerigiganten Royal Greenland tilkaldt i alt 38 medarbejdere fra Kina i år.

Heraf har fabrikkerne i Qasigiannguit og Uummannaq fået hver ni kolleger fra Kina.

Og hvis der skal importeres arbejdskraft, selvom der er lokale arbejdsløse er det et klart tegn på strukturelle problemer, skriver Økonomisk Råd i sin seneste rapport. De fastslår, at gevinsten ved lønarbejde er for lille.

Rådet anbefaler derfor, at der skal være mere tiltrækkende at være i beskæftigelse end i passiv forsørgelse. Og så skal der stilles højere krav jo flere penge, de offentlige giver i hjælp.

Og Palle Jerimiassen er på samme linje.

- Det skal kunne betale sig at arbejde. Det er derfor, at vi på en eller anden måde skal have lavet nogle lovændringer med hensyn til sociallovgivningen og til arbejdsmarkedslovgivningen, så det skal kunne betale sig at arbejde, siger den kommende borgmester.