SIK: Vi håber på aftale i dag eller i morgen

Overenskomstforhandlingerne nærmer sig deres afslutning. Formanden for SIK håber på en aftale i dag eller i morgen.
Foto © : KNR
19. februar 2019 17:26

Fredag kom overenskomstforhandlingerne mellem Selvstyret og Lønmodtagerorganisationen SIK igang igen efter en periode med stilstand.

Og allerede nu tegner det lyst for en aftale, siger en forhåbningsfuld formand for SIK, Jess G Berthelsen.

- Vi er kommet meget tæt på, og jeg håber, at vi muligvis kan indgå en overenskomst eller en ramme enten i dag eller i morgen, siger han.

LÆS OGSÅ Overenskomstforhandlinger er genoptaget

Forhandlingerne begyndte reelt tilbage i august sidste år, men i løbet af de mange måneders forhandlinger er det ikke lykkedes at komme til enighed om en aftale.

- Stridspunktet har jo været de kroner og øre, som de (Selvstyret red.) ville give os i starten, som vi overhovedet ikke ville indgå overenskomst om, siger Jess G. Berthelsen.

Selvstyrets udspil til en lønstigning har blandt andet lydt på 92 øre i timen til portørerne på landets sygehuse, og det har skabt utilfredshed, og fik portører landet over til at nedlægge arbejdet i nogle timer 8. februar.

LÆS OGSÅ Portørerne er klar til mere arbejdsnedlæggelse

Men nu tyder det altså på, at der er udvikling i forhandlingerne, siger Jess G. Berthelsen.

- Vi har fået nogle nye tal, der gør, at jeg har forhåbninger om, at vi muligvis kan indgå en aftale enten i dag eller i morgen, siger han.