Vi giver kaffen, Jesus gør resten
Med et evangelium i lommen, men vigtigst af alt kaffekanden i hånden, tager Jeppe Krüger-Iversen og Filip Nygaard jævnligt ned på havnen i Nuuk, hvor alt fra trawlere til krydstogtskibe lægger til kajs. Eller også besøger de byens herberg eller de anbragte i anstalten.
De to unge gutter, der i sommers fik studenterhuen på, er en del af Sømandsmissionen, der gerne vil sprede evangeliet og dets ord til søfolk - altså det blå Grønland - som de kalder det.
Men også gøre en forskel i lokalmiljøet med overskuddet fra det kommercielt drevet hotel, Hotel Søma, hvor de begge arbejder halv tid.
Kan man udbrede tro uden at være påtrængende?
Men, understreger de to 20-årige flere gange, mens de fortæller:
- Formålet for os er at snakke med dem, vi møder, om alt mellem himmel og jord eller det helt jordnære som hverdagen, der går sin gang.
- Vi stopper ikke folk og pådutter dem vores tro, men vi stiller os til rådighed for en samtale over en kop kaffe, og så snakker vi om det, der fylder hos dem, vi møder, siger Filip Nygaard.
- Hvis de gerne vil snakke om gårsdagens aftensmad, så gør vi det. Men vil de snakke om tro med os, så er det selvfølgelig samtaleemnet, siger Jeppe Krüger-Iversen.
Hvorfor peger pilen mod nord?
Men hvorfor er de to unge mænd havnet i Nuuk som frivillige på Sømandshjemmet? Det er et svært spørgsmål, som de har fået mange gange, siden de startede for bare to måneder siden. Og de er endnu ikke kommet frem til et godt svar. Eller er de?
Noget af svaret ligger i deres opvækst, fortæller de, hvor den kristne tro har været dybt forankret. Den har fulgt dem hele deres barndom, ungdomsliv og nu også den i spæde start på voksenlivet.
- Som søn af en præst, har jeg været vant til, at tro fylder meget, og set, hvad det gør ved folk, når min far efter gudstjeneste har taget sig tid til at snakke med dem over en kop kaffe i præstegården, fortæller Jeppe Krüger-Iversen.
Og netop det at have tid i hverdagen vil de begge to gerne give videre til nogle andre.
Det at tage sig tid til at snakke med sømændene, der kommer i land efter flere måneder på havet og væk hjemmefra. Det at snakke med den hjemløse om løst og fast, eller tage med ud til anstalten fast en gang om ugen og snakke med de anbragte.
- Når vi sidder overfor nogen - eksempelvis fra anstalten - tænker jeg ikke over de ting, de har gjort, der gør, at de sidder i anstalten. De er jo også bare mennesker som du og jeg, der gerne vil snakke, siger Jeppe Krüger-Iversen.
Er der nok kærlighed til alle?
Flere gange under interviewet kredser de to frivillige om ord som medmenneskelighed og ubetinget kærlighed, når de forsøger at beskrive, hvorfor det giver mening for dem at bruge seks måneder af det sabbatår, hvor der skulle ske noget ‘sygt’ på at være frivillige og drikke kaffe med folk, der slet ikke er samme sted i livet som dem selv.
- Jeg ser det som om, at vi giver kaffen, og Jesus gør resten og åbner op for samtalen, siger Filip Nygaard.
- Der er så meget kærlighed i troen, og vi er vokset op med den, så hvorfor ikke give den videre til vores medmennesker - specielt dem, hvor livet nogle gange gør lidt ondt, spørger han retorisk.
Og det er der, de rammer hovedet på sømmet, og motivationen for de to unge mænd lægger, kommer de frem til. Det at gøre en forskel selvom den måske er lille.
- For man må også acceptere, at man ikke altid kan gøre noget, og man ikke kan lave om på omstændigheden, at de er hjemløse eller sidder i anstalten, siger Jeppe Krüger-Iversen.
Men alting starter i det små, og efter et besøg på anstalten føler man sig helt opløftet, fortæller han.
Kan tid gøres op i penge?
Og det er tydeligt, jo længere interviewet skrider hen, at tid ikke er penge for de to mænd, men derimod en anden form for guld.
- Det at kunne prioritere at være sammen med andre mennesker, og næsten altid have god tid det er guld værd, siger Filip Nygaard.
- Det er sjældent, vi har en bagkant, når vi eksempelvis går på havnen, for vi ved aldrig, hvordan samtalen udvikler sig. Det kan tage en time eller det kan tage tre, og det skal der være plads til.
Tiden til andre er altså en betydelig brik i det samlede billede, der får det halve års ophold som frivillig på Sømandshjemmet til at give mening for de to unge mænd.
Pludselig stikker en mand hovedet frem fra en hjørnesofa i Marinestuen, hvor interviewet foregår, og afbryder
- Interessant samtale, siger han.
Manden er en af byens mange hjemløse, og har været det i 12 år. Han er kommet på Sømandshjemmet i alle årene, fortæller han.
- Og I er populære. Jeres morgenmad og jeres andet velfærdsarbejde gør en forskel for os, der enten sover på herbergerne eller andre steder, siger han storsmilende, og lister forsigtigt ud af lokalet.
- Det er derfor, siger Jeppe Krüger-Iversen og peger i retningen, manden lige er gået.
- Det er derfor, vi gør det. Vi får ikke guld i hånden for vores velfærdsarbejde, men at se ham smile så meget, som han gør nu, er det hele værd.
- Og det der er et bevis på, at vi er en del af noget større, og det gør, at de mange timers frivillighed, giver mening.
I virkeligheden er det ikke noget, de på noget tidspunkt har været i tvivl om, men de håber nu, at andre også forstår, hvorfor de gør det, og håber at folk vil blive ved med at tage lige så godt imod dem og deres kaffekande, som hidtil.
