VG bakker op om offentlige turistcentre

Visit Greenland er langt mere positivt stemt nu end tidligere over for naalakkersuisuts forslag om offentlige besøgscentre og turistanlæg.
Mens kommuner og museerne fortsat er kritiske, støtter Visit Greenland nu ideen om besøgscentre.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. juli 2016 10:43

Naalakkersuisut har tilsyneladende hørt godt og grundigt efter turisterhvervets holdning til ideen om besøgscentre og turistanlæg etableret af Selvstyret.

Læs også Offentlige turismecentre møder kritik

Læs også Qujaukitsoq vil have turistcentre til hele landet

Forslaget var første gang i høring omkring juleferien og det resulterede i et kritisk svar fra Visit Greenland (VG), der havde talt med flere turistoperatører.

Mens de støttede ideen om et besøgscentre formidler ny viden eller oplevelser, så stejlede operatørerne ved udsigten til selvstyreejede centre, som med offentlige midler konkurrerede med de private ved for eksempel at drive en souvenirshop eller cafévirksomhed.

Læs også BILLEDER & VIDEO Isfjordscenter ved Ilulissat er rykket et skridt nærmere

Lovforslaget røg derefter tilbage på embedsmændenes bord og har undergået en markant revision i forhold til turistbranchens kritik.

Og nu lyder der anderledes rosende toner fra turistrådet.

- Visit Greenland vurderer, at det reviderede lovforslag er betydeligt bedre end det første, udtaler Visit Greenlands bestyrelsesformand Kenneth Høegh i en mail til KNR.

I tråd med VGs første høringssvar forklarer Kenneth Høegh, at problemet med selvstyreejede besøgscentre ville være en risiko for en konkurrenceforvridning og konflikt mellem selvstyret og de private operatører.

Men da de konkrete eksempler om cafédrift og souvenirshop helt er fjernet i det nye lovforslag, kan Naalakkersuisut regne med opbakning fra Visit Greenland.

- Disse forhold om selvstyreejede centre der udbyder services er nu taget ud i.f.t. det første høringsforslag, hvorfor Visit Greenland bakker op om det nuværende lovforslag, fastslår Kenneth Høegh.