Vestnordisk råd: Opret vestnordiske efterskoler

Et nyt spændende tiltag for ungdommen i Vestnorden er på vej.
Vestnordisk Råd fra årsmødet i Qaqortoq. Lars-Emil Johansen blev afløst som formand af islændingen Unnur Brå Konráðsdóttir, til venstre for Lars-Emil Johansen. Foto © : Vestnordisk Råd
Skrevet af Karsten Sommer
25. august 2016 09:23

Vestnordisk Råd anbefaler nemlig, at man går videre med planerne om at etablere vestnordiske efterskoler i henholdsvis Grønland, Færøerne og Island, beregnet for de 14-17 årige.

- Vestnordisk Råd finder det vigtigt, at der oprettes nogle skoler, der kan være medvirkende til, at ungdommen vokser op med de vestnordiske lande og befolkningerne i deres bevidsthed, samt at de unge i Vestnorden lærer hinanden at kende rent menneskeligt, sprogligt og kulturelt, er en del af begrundelsen.

På årsmødet, der netop er sluttet i Qaqortoq, vedtog Vestnordisk Råd desuden to udtalelser.

Den ene var at opfordre regeringerne til at iværksætte undersøgelser af mikroplast-indholdet i havets levende ressourcer, samt udbredelsen af plastikforurening i det nordatlantiske havområde.

Den anden var en tak til udenrigsansvarlige ministre i Vestnorden for at nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal lave et forslag til en samarbejdsaftale mellem de tre lande.

- Vestnorden må stå bedre sammen, når det kommer til at positionere regionen i Arktis. Alene er vi små nationer - sammen er vi en stærk region, siger Vestnordisk Råds nye formand, islændingen Unnur Brå Konráðsdóttir der afløser Lars-Emil Johansen på posten.