Varebil dræber otte personer i New York

8 personer er dræbt i et formodet terrorangreb i New York af en person, der kørte imod køreretningen med en varebil og ramte adskellige personer. Politiet har skudt føreren af bilen, der ifølge politiet er en 29-årig mand, skriver Reuters.
Foto © : By Terabass (Own work) [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)]
31. oktober 2017 18:36

Varebilen ramte adskillige personer, da den tilsyneladende med fuldt overlæg kørte mod trafikken nær World Trade Center i New York, rapporterer CNN.

8 personer er dræbt og 11 sårede oplyser New Yorks borgmester, Bill de Blasio, ifølge Reuters.

Episoden behandles som et terrorangreb, skriver nyhedsbureauet, der citerer en kilde i politiet.

Føreren af bilen kom senere ud af sit køretøj med det, der lignede et skydevåben. Politiet oplyser, at der var tale om en Paintball-pistol.

Politiet har skudt føreren, der nu er såret og bragt på hospitalet, skriver CNN og Reuters.