Vandprisen i Nuuk næsten fordoblet

Vandet i Nuuk er blevet dyrt. Prisen er steget med 45 procent fra 1. januar i år.
12. april 2010 16:33

Brusebad, vaskemaskine og toiletbesøg - det kan blive en dyr fornøjelse at besøge badeværelset, efter at Nukissiorfiit har sat vandpriserne i Nuuk op med 45 procent 1. januar i år.

For en forbruger, der betaler 240 kroner pr. måned, betyder prisstigningen, at vandet pr. 1. januar i år i stedet koster 350 kroner i måneden.

Informationschef i Nukissiofiit Louise Johansson forklarer pristigningen med, at prisen i 2007 var for lav, og at der samtidig har været meget renovering og nybyggeri af vandværkerne i Nuuk.

- Vi har også fået en meget mere spredt befolkning her i byen, og det har betydet, at vi måtte bygge et helt nyt vandvæk. Det betyder, at vi sælger den samme mængde vand, men har mere drift, og derfor bliver det dyere, forklarer Louise Johansson.

Ifølge Nukissiorfiit er pristigningen allerede meldt bredt ud til befolkningen i januar i år.

- Da prisstigningerne kom her 1. januar, annoncerede vi det i alle de store aviser, siger hun, men erkender, at der ikke er sendt et direkte brev til forbrugerne om, at prisstigningen er iværksat.

- Nej, det har vi ikke gjort. Det plejer vi ikke at gøre. Vi har den her prisændring hvert år 1. januar, og det håber vi, at kunderne er opmærksomme på, siger Louise Johansson.

Nukissiorfiit regner med, at prisen falder igen, når de nye projekter er betalt.

Nukissiorfiits vandpris hænger sammen med, hvor meget vand selskabet sælger og en del af prisstigningen hænger derfor, ifølge Louise Johansson, også sammen med, at der er solgt mindre vand til fiskeindustrien den seneste tid.