Vaccine mod klamydia på vej

Danske forskere har taget et stort skridt i retning af at skabe en vaccine mod den mest udbredte kønssygdom i både Danmark og Grønland, nemlig klamydia.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Karsten Sommer
13. august 2019 10:07
Versionist Per Rosing

En vaccine mod kønssygdommen klamydia kan være på vej.

Det skriver Politiken.

Statens Serum Institut har testet en dansk udviklet vaccine på 35 britiske kvinder. Og resultaterne var opløftende.

Vaccinen virkede efter hensigten hos alle testede kvinder, fremgår det af en artikel i det anerkendte tidsskrift The Lancet, der kalder resultaterne et "gennembrud".

Klamydia rammer årligt 131 millioner mennesker verden over.

LÆS OGSÅ Klamydia og gonoré rammer også børn

Og alene her i Grønland var der i 2017 hele 3.447 tilfælde af klamydia.

Professor Henrik Westh fra Hvidovre Hospital kalder det "helt fantastisk", at en vaccine kan være på vej.

- Jeg vurderer, at den vil forebygge en hel del underlivsbetændelse, graviditeter uden for livmoderen og barnløshed. Og det vil spare samfundet for dyr fertilitetsbehandling, fordi flere vil kunne få børn på naturlig vis, siger han til Politiken.

Henrik Westh tilføjer, at "al fornuft tilsiger, at vaccinen skal gives til både drenge og piger inden deres seksuelle debut".

Men foreløbig må man have tålmodighed. Man forventer, at der går mindst fem år, før vaccinen kommer på markedet.