Vaccinationer mod HPV-virus virker

Vaccinationer mod HPV-virus virker! Det er det glade budskab til kvinder, både i Danmark og her i landet. Og vaccinationen viser sig endda særdeles effektiv til at forebygge livmoderhalskræft.
21. februar 2014 09:43

Og vaccinationen viser sig endda særdeles effektiv til at forebygge livmoderhalskræft.

Det viser den første undersøgelse i Danmark af vaccinens effekt på en stor befolkningsgruppe.

Siden 2008 er tusindvis af piger og unge kvinder i Danmark blevet vaccineret mod den seksuelt overførte HPV-virus, som kan forårsage livmoderhalskræft.

Og de vaccinationer har virket! Det fortæller professor Susanne Krüger Kjær fra Rigshospitalet, der arbejder i Kræftens bekæmpelse.

- Allerede her 5-6 år efter at vi har indført HPV-vaccinationen, kan vi se en nedgang i de celleforandringer, der kan føre til livmoderhalskræft, siger hun.

Undersøgelsen omfatter alle piger og kvinder, der er født mellem 1989 og 1999, og her ses nu langt færre forstadier til livmoderhalskræft hos de vaccinerede end hos de ikke-vaccinerede.

- Vi har set en nedgang, der faktisk ligger helt oppe på mellem 40 og 80 procent, siger Susanne Krüger Kjær.

At vaccinen viser sig at være så effektiv som den er, vil i følge Susanne Krüger Kjær betyde, at fremtidens kvinder ikke længere behøver at frygte at få livmoderhalskræft.

- Tallene tyder på at vi er ved at kunne udrydde livmoderhalskræft fuldstændigt, siger professoren.

Her i Grønland er HPV-vaccinen blevet tilbudt siden 2010 til 12-årige piger, som en del af børnevaccinationsprogrammet.

I 2010 samlede man også op på piger i alderen 13 til 15 år, så de også fik tilbuddet.

Landslæge Flemming Stentz oplyser at man ikke har tilsvarende undersøgelser i Grønland, som den der nu er offentliggjort i Danmark.

Men Sundhedsvæsenet anbefaler helt klart vaccinen, som andre aldersgrupper også kan få - dog mod betaling.