Atassut-formand: Vælgerne har brug for vores parti

Atassut-formanden, Siverth K. Heilmann, er glad for at komme først i ræset om underskriftsindsamlingen mod Vittus Qujaukitsoq og Michael Rosing.
Foto © : KNR
Skrevet af Mads Pedersen
08. februar 2018 16:11

Tabet af Knud Kristiansen og Mala Høy Kuko betød, at Atassut som parti røg helt ud af Inatsisartut. Det var en kedelig omgang for partiet, men nu har Atassut igen noget at se frem til.

Torsdag blev det nemlig meldt ud, at valgnævnet har godkendt Atassut til at stille op til Inatsisartut ved næste valg. 

KNR fik fat i Siverth K. Heilmann, der ikke overraskende var meget tilfreds. 

- Det er glædeligt. Alle dem der har samlet underskrifter, og dem der har skrevet under, selvom de allerede har skrevet under til andre partier, skal have en stor tak, siger partiformanden. 

Mange ville skrive under

Ifølge Siverth K. Heilmann, så er der stor støtte til hans parti. 

- På kort tid har vi formået at samle nok underskrifter, og selvom der stadigvæk er mange, der vil skrive under, så er vi allerede nået i mål. Det beviser bare, at vælgerne fortsat ønsker, at Atassut skal være i Inatsisartut, siger Heilmann.   

Atassut har gennem længere tid mistet flere markante politikkere - senest Knud Kristiansen og Mala Høy Kuko, der begge skiftede til Siumut.

Derfor vil partiet fremover have partiets kandidater til at skrive under på, at hvis de forlader partiet, så skal de trække sig fra Inatsisartut og for at give plads til næste på suppleant-listen.

Vil afskaffe partihopperi

Og hvis partiet skulle få comeback i Inatsisartut, vil Atassut som det første arbejde for at ændre på den lovgivning, der gør det muligt, at mandater kan flytte til et andet parti og ovenikøbet tage partistøtten og mandatstøtten med. 

- Det skal der sættes en stopper for, siger Siverth K. Heilmann. 

Siverth K. Heilmann skal stadig fylde store huller, efter at markante politikkere har forladt partiet. Derfor vil han selv stille op, samtidig med at han vil hive næstegenerations Atassut-politikker op med sig til den kommende Inatsisartut-valg.

Siverth K Heilmann fik 596 stemmer ved sidste års kommunalvalg i Qeqqata Kommunia.