Uummannaq og Upernavik er igen uden mobil, internet, radio og tv

Endnu en gang er internet, mobil-, radio- og tv-forbindelser nede i Nordgrønland.
Det er kun fastnettelefoner og satellittelefoner, der virker. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
23. maj 2022 10:51

Så er den gal igen.

Mobilforbindelser, internet, radio og tv er nede igen i Nordgrønland – nærmere bestemt i Uummannaq og bygder og Upernavik og bygder. 

Med andre ord: Det er kun fastnettelefoner og satellittelefoner, der virker. Og fastnettelefoner virker kun internt i byer og bygder. Det vil sige, at man ikke kan ringe på en fastnettelefon fra en by til bygd, fra by til by eller mellem bygder. 

Ifølge Tusass er fejlen lokaliseret - men den er ikke rettet endnu, fordi vejret er dårligt.

LÆS OGSÅ Mobil- og internetforbindelsen er nede i Uummannaq

Forbindelsen gik ned første gang natten til søndag. Der var hul igennem igen i går eftermiddag omkring klokken 14, men forbindelsen røg igen natten til mandag klokken 01.30, oplyser Tusass. 

Teknikere står klar til at rejse ud og lave fejlen, men vejret er for dårligt til, at en helikopter kan sendes i luften. 

Så hvornår fejlen er rettet, vides ikke.